I København fik Nanna først plads hos Marens veninde Karen Jensen, som drev et højskolehjem på Kultorvet, hvor flere jyske politikere havde hjemme, mens de arbejdede i storbyen. Men Nanna drømte om at blive snedker. Derfor begyndte hun i starten af 1890’erne i snedkerlære sammen med sine brødre – heriblandt lillebroren Gustav. Gustav fortsatte sin snedkeruddannelse på Teknisk Skole. Nanna ville gerne have fulgt ham, men de tekniske skoler i Danmark var lukket land for kvinder i slutningen af 1880’erne og 90’erne. Derfor startede Nanna på Tegneskolen for Kvinder, hvor hun var cirka et år. Tager man skolens historie i betragtning fortæller det en del om Nanna og hendes familie, at de valgte lige netop denne skole.

Tegneskole for kvinder

Tegneskolen for Kvinder blev oprettet i 1876 af Dansk Kvindesamfund, der ønskede at hæve Kvinden i aande-lig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes tillige gøre hende til et selvstændigere og virksommere Medlem af Familie og Stat navnlig ved at aabne hende Adgang til Selverhverv. Samtidig var skolen et afgørende led i forbedringen af ugifte kvinders fremtidsmuligheder.

Ydermere opstod med tiden, foranlediget af arkitekt Vilhelm Klein, der var gift med skolens forstander Charlotte Klein, et brændende ønske om, at Tegneskolen for Kvinder skulle opnå samme status og anerkendelse, som Kunstakademiet, der var forbeholdt mænd frem til 1888, og herigennem skabe ligestilling mellem den kvindelige og den mandlige kunstner.

Skolens forstander blev, som nævnt ovenfor, Charlotte Klein. Hun var en ildsjæl og fra barnsben dybt involveret i kvindesagen. I 1864 blev hun veninder med forfatteren Mathilde Fibiger, som regnes for at være den første betydelige fortaler for kvindesagen. Fibiger satte i 1851 ord på uligheden mellem kønnene og kvindernes manglende udfoldelses- og udviklingsmuligheder med romanen Clara Raphaels breve. Via Fibiger blev Charlotte Klein i 1871 involveret i Dansk Kvindesamfund. I 1872 blev hun formand for Kvindelig Læseforening, der via litteraturen åbnede dørene mod ind- og udland for kvinderne, der ikke havde tilgang til læsestof, da folkebibliotekerne endnu ikke eksisterede, og de andre læseselskaber var forbeholdt mændene. I 1876 blev hun så forstanderinde på Tegneskolen for Kvinder. Det var her hun lagde sit hjerteblod. Uddannelse til kvinder var så vigtig for hende, at hun i en periode arbejdede gratis.

Hvis man har Tegneskolen for Kvinders dybe rødder i kvindesagen in mente, synes det næsten umuligt, at man ville starte på skolen, hvis man ikke var af den overbevisning, at kvinder skulle have mulighed for uddannelse og selvforsørgelse på lige fod med mændene. Nanna Aakjær må derfor have kendt til kvindesagen, og hendes valg af skole er højest sandsynlig et udtryk for hendes holdning til kvindefrigørelse. Dette underbygges både af, at hun i en årrække var selvforsørgende og boede i egen lejlighed i Købmagergade i København, og hendes senere engagement i både Landsforbundet for Kvinders Valgret og Kvindernes Fredsliga, men også af hendes opdragelse og den virksomme og selvstændige søskendeflok som hun var del af.

Nanna drømte som sagt om at blive snedker. Det var helt sikkert derfor, at hun rejste med sin søster Sine og svoger Hagen til Stockholm. Her indskrev hun sig d. 25. september 1895 på Afdeling B Tekniska Skolan för Qvinliga Lärjungar. Under sin skolegang modtog hun flere flidspræmier, blandt andet et sommerophold på Sløjdseminariet Nääs ved Göteborg og et rejselegat til London.

Nanna blev færdig i 1898. På CV’et kunne hun skrive billedskærer – det kvindelige modstykke til snedkeren – og modellør. 

Tekniska Skolan

Tekniska Skolan i Stockholm blev grundlagt i 1844 af Nils Månsson Mandelgren. Skolen var i første omgang en tegneskole, der henvendte sig til unge mandlige håndværkere. Efter flere års polemik fik to kvinder i 1857 endelig lov til at deltage i skolens undervisning, og i årene fremover steg antallet af kvindelige elever.

I 1878 – 79 undergik skolen en kæmpe omorganisering og blev i den forbindelse delt op i fire afdelinger: Tekniska söndags- och aftonskolan, Tekniska skolan för kvinnliga lärjungar/

Den kvinnliga sektionen, Högre konstindustriella skolan (HKS) og Byggnadsyrkesskolan.

Helt unikt var det, at man allerede i 1878 blandede kønnene via fællesundervisning på HKS. Ydermere udvidede man undervisningen på den kvindelige sektion via en bred vifte af forskelligartede fag som eksempelvis tysk, fransk og engelsk. Dette fokus på sprog havde højest sandsynlig noget at gøre med, at kvinderne skulle have mulighed for at tage til udlandet og studere – noget mændene havde gjort i mange år som et led i deres uddannelse.

Med tiden opstod der på skolen et unikt kulturelt miljø, hvor man dyrkede tidens særegne totalkunstnertype, som havde dybe rødder i den engelske arts and crafts-bevægelse.

Dette unikke kulturelle miljø, det store antal af kvindelige elever og etableringen af en højere erhvervsrettet uddannelse, som henvendte sig til begge køn bevirkede, at Tekniska Skolan i Stockholm skilte sig ud fra mængden af andre tekniske skoler. Af skolens protokol fremgår det, at Nanna Aakjær deltog i Figurmodellering, Konstindustriel fackteckning, Figur- och landskapsteckning, Ornamentmodellering, Frihandsteckning og elementarkurser. Det endelige eksamensbevis afslører, at hun klarede sig rigtig godt. I flere af fagene tildeltes hun med utmärkt beröm godkänd, der var angivet som skolens bedste karakter i forhold til kundskaber og færdigheder. Ydermere fik Nanna karakterer for flid og opførsel – her fik hun igen skolens bedste karakter mycket god. De flotte resultater medførte, som tidligere nævnt, en studietur til London, hvorom der ikke vides ret meget, og et sommerophold på sløjdseminariet Nääs ved Göteborg. 

Nääs

Slöjdseminariet Nääs blev grundlagt af August Abrahamson. I 1872 startede han, med hjælp fra sin nevø Otto Salomon, en sløjdskole for drenge. Skolen udviklede sig hurtigt og favnede allerede i 1874 en afdeling for piger. Mange lignende skoler skød op i Sverige. Derfor blev der mangel på sløjdlærere. Abrahamson og Salomon greb muligheden og startede et sløjdlærerseminarium på Nääs. Salomon var nytænkende, og han ønskede med sin sløjdundervisning at distancere sig fra folkeskolens, ifølge ham, alt for teoretiske undervisning. Samtidig var det essentielt for ham, at sløjdundervinsingen i skolerne skulle bidrage til at udvikle det hele unge menneske – moralsk, intellektuelt, fysisk og æstetisk. Salomon var ikke alene om de nye tanker i forhold til sløjdundervinsingen, men han formåede at forvandle teori til praksis på en særegen måde, som gjorde Nääs-sløjden og Nääs-systemet beundret og respekteret over hele verden. Ydermere tillod han i 1882, at kvinder kunne deltage i alle seminariets kurser. Hermed bekendte han kulør i forhold til kvindefrigørelse via uddannelse og erhverv. Med legen som centrum søgte man på Nääs at skabe et forum, hvor hårdt arbejde, unikt samvær på tværs af kønnene, trivsel og arbejdsglæde var kerneinstanser.

Der var mange lighedstræk mellem Tegneskolen for Kvinder, Tekniska Skolan i Stockholm og Slöjdseminariet Nääs: Det kvindeemancipatoriske rodfæste, det faglige, det unikke kulturelle, kunstneriske og åndelige miljø, stærke kvindelige rollemodeller og mulighedernes springbræt for kvinder, der drømte om at kunne leve af kunsten. Nanna Aakjær spandt røde tråde via sine skolevalg – de giver eftertiden et indblik i, hvem hun var som kvinde og som kunstner – og der synes at være for mange analogier mellem skolerne til, at det kan være tilfældige valg fra hendes side. I første omgang var det nok selvstændigheden via et erhverv, som tiltrak hende, men som det fremgår af et interview med Skive Folkeblad i 1954, så var Nanna Aakjær også optaget og grebet af det kunstneriske. Hun beskriver drømmen om at blive billedskærer som påtrængende. Det er ikke til at vide med sikkerhed, hvorvidt hun drømte om at leve som rendyrket kunstner, men med skolernes historik in mente er der noget, som tyder på, at tanken havde strejfet hende.

Nanna Aakjærs skolevalg var, som berørt tidligere, højest sandsynlig også et udtryk for hendes holdning til kvindeemancipation. Hun må have kendt til tidens debatter, som hun ved sin ankomst til København landede midt i, og hun må i den forbindelse have været yderst moderne – et billede på den emanciperede selvforsørgende kvinde med egen lejlighed og egen vilje.

Efter årene i Sverige kom Nanna tilbage til København. Her fik hun i år 1900 arbejde som sløjdlærer på Richardts Sløjdinstitut, hvor hun var frem til 1905, hvor hun søgte en stilling på Den Kongelige Porcelænsfabrik. Her arbejdede hun frem til giftermålet med Jeppe Aakjær i 1907. Ægteparret flyttede til Jenle. Her formede Limfjord, lyng og lærke rammerne om en tilværelse, hvor liv og kunst flød sammen.