Intro til Nanna

Nanna Aakjær 1874 – 1962

Nanna Aakjaer

I Jenles facade står et digt af Jeppe skåret i egeplanke af Nanna. Det rummer stor symbolsk værdi, da det både udgør husets amulet og et billede på, at her forenes hånd og ånd via det Aakjærske ægteskab. På trods af denne forening mellem litteratur og kunsthåndværk kommer de fleste til Jenle for at få uddybet eller bekræftet deres viden om digteren og agitatoren Jeppe Aakjær. Mange har ikke hørt om hustruen med de formgivende hænder. Men efter et par timer på Jenle fascineres de fleste af Nanna Aakjær og hendes baggrund. De er overraskede over, hvor meget af Jenle, som er hendes værk. Sammen med arkitekt Povl Baumann fra København udarbejdede Nanna tegningerne til kunstnerhjemmet. Hun dekorerede både ude og inde med sit kunsthåndværk, som omfattede alt fra skabe til skærebrætter. Jenle er derfor på alle måder Nannas Jenle.