Jeppe Aakjærs kunstnerhjem, Jenle

Digterruten på Jenle: Post 5 – Ved Ahorntræet

Du er nu på siden med supplerende information vedrørende Digterruten på Jenle – Jeppe og Nanna Aakjærs kunstnerhjem. Der er 6 poster i alt på Digterruten på Jenle

Post 5 – Ved Ahorntræet er digtet ”Naar rugen skal ind” valgt, hvilket Jeppe Aakjær skrev i 1906. Du kan høre digtet oplæst herunder. Digtet er læst op af skuespiller Kristian Halken.

Digtet 'Naar rugen skal ind'

I digtet ”Naar rugen skal ind” kommer Jeppe Aakjærs kærlighed til moderen og forældrenes fælles slid med at få bjerget årets høst tydeligt til udtryk. Det er også et digt, der er som et erindringsglimt udtrykt med barnets øjne og hvor Jeppe Aakjær beskriver hvordan man sammen – i familien – hjælper hinanden med at få høsten ind.

Den sammenhæng, der skabes imellem menneskene, her udtrykt i familiens arbejde med høsten, er den sammenhæng vi i dag tilsvarende søger når vi f.eks. holder ferie med familien. Digtet viser yderligere den ærefrygt og respekt, som hedebonden havde for naturen og dens gaver. Slog høsten fejl betød det sult. Jeppe Aakjær skildrer med blid respekt den kristendom, som forældrene levede i og med, den stille ærefrygt og personificeringen af rugen, som omfattes med taknemmelighed og ydmyghed.

Når du står ved Ahorntræet, vil det give dig en unik udsigt ned over marken til Astrup Vig. Markerne her mellem Jeppe Aakjærs kunstnerhjem Jenle og Astrup Vig var i en årrække bevokset med netop rug.

Jeppe Aakjær på rugmarker på Jenle

Husk at hele den visuelle del af Digterruten kan opleves ude på Jenle – et besøg vi varmt kan anbefale!