Journalist og foredragsholder Uffe Bregendahl holder foredrag om Marie Bregendahl.
tirsdag 11. juni 2025 kl. 19.30
Uffe Bregendahl skriver:
”Jeg har fokus på hendes opvækst og familieforhold her i Fly og på Bregendal, hvor jeg nu bor. Selvfølgelig er der også fokus på hendes forhold til Jeppe Aakjær, der jo blev afgørende – måske for dem begge.
Filmen og bogen ‘En dødsnat’ bliver udgangspunktet for at fortælle om hendes opvækst her på gården og om skæbnen for alle de otte søskende, der mistede deres mor under ‘en dødsnat.’ Jeg kommer i den forbindelse også omkring Jeppe Aakjærs forhold til Marie – og hans forhold til hendes søster Kamilla Bregendahl, som han også var forelsket i, men som emigrerede til USA.
Jeg vil også komme omkring andre af Maries bøger, der har relevans for hendes forhold til Jeppe Aakjær og til egnen omkring Skive. Blandt andet bogen ‘Holger Hauge og Hans Hustru’, der i virkeligheden handler om matadoren og iværksætteren Per Odgaard, der havde Jeppe Aakjær ansat som privatlærer. Det var hos ham, Jeppe, Marie og Kamilla mødte hinanden. Per Odgaard var manden, der sørgede for at Tastum Sø blev tørlagt, og han byggede Skivehus og kvarteret omkring Odgaardsvej og Aakjærsvej i Skive.
Der er masser at fortælle. Og det er også lykkes mig at skaffe en lydfil fra 1939 med Marie Bregendahl, hvor hun fortæller om hendes første møde med redaktør Peter Nansen på Gyldendal.
Foredraget bliver selvfølgelig også krydret med private billeder og relevante anekdoter her fra Bregendal, som jeg har fået overleveret i familien. Blandt andet historien om den eneste gang, Marie Bregendahl besøgte Jeppe Aakjær på Jenle.
Marie Bregendahl var min oldefar Sørens søster, og hun boede hver sommer hos ham her på Bregendal.”